Vedtægter for Nordsjællands Naturskole
§ 1. Formål og aktiviteter
Stk. 1
Formål med Nordsjællands Naturskole er at give en fornemmelse og forståelse for den natur, som omgiver os.
Det er foreningens hensigt at fremme forståelsen og respekten for naturen i bred forstand.
Stk. 2
De primære aktiviteter for Nordsjællands Naturskole foregår navnlig i naturen i Gribskov Kommune.
Stk. 3.
Mange aktiviteter i Nordsjællands Naturskole er målrettet børn og unge, men aktiviteterne er ikke forbeholdt denne aldersgruppe alene. |
§ 2. Samarbejde med andre foreninger
Nordsjællands Naturskole ønsker at samarbejde med andre foreninger, som arbejder for/med/i naturen. |
§ 3. Medlemmer
Stk. 1
Alle naturinteresserede personer er velkomne i foreningen.
Stk. 2
En person som ønsker medlemskab i Nordsjællands Naturskole optages ved at sende en e-mail til: naturskolen@nordsjaellandsnaturskole.dk. Udmeldelse sker ligeledes ved at sende en e-mail til den nævnte adresse.
Stk. 3
Stemmeberettigelse ved Generalforsamlingen forudsætter, at medlemmet har betalt kontingent og er fyldt 18 år.
Stk. 4
Foreningen kan udelukke et medlem, som er i restance med betaling af kontingent. Det er foreningens bestyrelse, som træffer beslutning herom.
Stk. 5
Et medlemskabs ophør medfører ingen krav på foreningens eventuelle aktiver eller formue. |
§ 4. Kontingent og økonomi
Stk. 1
Medlemmer betaler et af generalforsamlingen fastsat kontingent. Indbetalingerne sker årligt inden den 31. januar.
Stk. 2
Kontingentet udgør pr. 2014 for børn indtil 7 år kr. 50. For børn indtil 14 år kr. 75 og for alle fra 15 år kr. 100. Kontingentet indbetales til et anerkendt pengeinstitut, som for tiden er Danske Bank. Kun formanden og kasseren har adgang til at hæve på denne konto.
Formanden kan give medlemmer af bestyrelsen fuldmagt til at hæve på kontoen.
Stk. 3
Naturskolens aktiviteter søges endvidere dækket af tilskud fra det offentlige og private, fonde, m.v. |
§ 5. Generalforsamlingen
Stk. 1
Generalforsamlingen er højeste myndighed i alle foreningens anliggender.
Stk. 2
Den ordinære generalforsamling afholdes årligt inden for perioden januar til marts måned. Indkaldelsen sker med mindst en måneds varsel, medmindre der er tale om ekstraordinær indkaldelse, som kan ske med 14 dages varsel.
Stk. 3
Indkaldelse til den ordinære generalforsamling sker med angivelse af dagsordenen. Der er i øvrigt ingen formkrav til indkaldelsen. Indkaldelsen sker ikke pr. brev, men vil fremgå af Naturskolens hjemmeside. Indkaldelsen vil eventuelt blive udsendt pr. e-mail.
Stk. 4
Forslag til dagsorden for den årlige generalforsamling skal sendes senest 3 uger før afholdelsen.
Forslag sendes til foreningens e-mail adresse. Faste punkter på dagsordenen er valg til bestyrelsen, valg af registreret eller statsautoriseret revisor, godkendelse af revideret regnskab, fremlæggelse af bestyrelsens beretning, kontingentets størrelse, ændring af vedtægterne og aktivitetsplan for året.
Stk. 5
Når mindst en fjerdedel af medlemmerne er tilstede, er generalforsamlingen beslutningsdygtig. Afstemning foregår ved simpelt stemmeflertal blandt de fremmødte.
Hvis de fremmødte medlemmer ikke er beslutningsdygtige, sendes beslutningerne ud til skriftlig afstemning. Selv om generalforsamlingen er beslutningsdygtig, kan de fremmødte medlemmer beslutte, at punkter på dagsordenen skal sendes ud til skriftlig afstemning blandt alle medlemmer. |
§ 6. Bestyrelsen
Stk. 1
Bestyrelsen består af 3-8 medlemmer samt 1-4 suppleanter. Bestyrelsen konstituerer sig efter afholdt generalforsamling med formand, næstformand og en kasserer.
Stk. 2
Bestyrelsen har den overordnede ledelse af foreningen. Valgperioden er 2 år. Genvalg kan finde sted.
Stk. 3
Bestyrelsen udfærdiger en forretningsorden, hvor regler for fuldmagter til kasseren m.v. præciseres nærmere.
Stk. 4
Referater fra møderne i bestyrelsen lægges på foreningens hjemmeside. |
§ 7. Opløsning
Stk. 1
Foreningen kan opløses ved, at generalforsamlingen med mindst ¾ dele af samtlige medlemmers stemmer vedtager, at foreningen skal opløses. Der skal stemmes to gange om dette, og det skal ske med mindst 1 og højst 2 måneders mellemrum.
Stk. 2
Foreningens eventuelle formue skal i givet fald doneres til Verdensnaturfonden. |
§ 8. Ikrafttræden
Stk. 1
Disse vedtægter, der er godkendt på en generalforsamling den 27.november 2011 , er trådt i kraft den 10. december 2011, samt ændret den 27. november 2012.
Stk. 2.
Bestyrelsen udgøres pr. 27. november 2012 følgende medlemmer:
Niels Henriksen, Betulavej 44, 3200 Helsinge (formand)
Flemming Søndergaard, Nydamsvej 24, 3200 Helsinge (kasserer)
Hanna Liljendahl Juhl, Banebrinken 85,1.mf., 2400 København NV
Bolette Bisp Justesen, Tvingsbakken 24, 3200 Helsinge |
| |