Lidt historik:

Jeg er nu 66 år, men beskæftiger mig stadig med, hvad jeg som jeg som helt ung begyndte med. Jeg var nok, hvad man kan kalde opslugt af alt, hvad der var levende. Nysgerrig efter at vide, hvordan verden var skruet sammen.

Oprindelig ville jeg have været ingeniør, men en indkaldelse til Flyvevåbenet kom i vejen. Men ikke på nogen dårlig måde. Jeg fik en ganske solid uddannelse, som omfattede mange områder lige fra teknisk viden til menneskelig viden. Men også naturen kom her til at spille en væsentlig rolle, idet en del af mit arbejde kom til at handle om undervisning og studievejledning, men ikke mindst om overlevelsen under alle tænkelige forhold.

I 1980, efter 14 år i Flyvevåbenet, valgte jeg at blive lærer. Et skønt arbejde, som jeg sluttede i 1990. I 1980 havde jeg allerede været skoleleder i en årrække inden for voksenundervisningen under den daværende fritidslovgivning, og jeg var klubleder for Nordsjællands Pandaklub under WWF Verdensnaturfonden fra 1977. Fra 1982 blev jeg skoleleder for en af de første naturskoler i Danmark - og, formodentlig den første, som var oprettet som en selvstændig privat naturskole - Nordsjællands Naturskole.

I 1986 var jeg så heldig, at blive leder af et spændende projekt med støtte fra Undervisningsministeriet, som dog ikke havde så meget med natur at gøre. I 3 år arbejdede jeg med opbygningen og driften af Helsingør Senior-Højskole. Skolen var tænkt som en platform for seniorer, som havde trukket sig tilbage fra arbejdslivet, men stadig havde ressourser og lyst til at bidrage med viden og indsigt i livets mange aspekter.

Da jeg var ved at slutte lærergerningen, blev det tid til at være naturvejleder, hvor jeg  fra 1990 var blevet optaget på det første hold, efter at Miljøministeriet gennem den daværende Skov- og Naturstyrelse fra 1986 havde igangsat et pilotprojekt, som blev optakten til den nuværende naturvejlederordning i Danmark. Årerne forud - fra 1984 - havde jeg medvirket til, at ideerne omkring en dansk form for naturvejledning blev debatteret og taget skridt til.

Fra 1990 helligede jeg  mig fuldt og helt lederjobbet ved Nordsjællands Naturskole og naturvejledningen på fuld tid. Det førte også med sig, at der blev tid til at lave en lang række pædagogiske forsøg, bl.a. på småbørnsområdet. I 1994 førte arbejdet imidlertid med sig, at jeg kom til at arbejde for Skoleklubben på Bjørnehøjskolen i den nuværende Gribskov Kommune. I 1996 fik jeg tilbudt ansættelse ved Skoleklubben i en Børnehaveklasse. Det bevirkede, at jeg fratrådte som leder af Naturskolen. Det betød desværre, at den daværende bestyrelse valgte at lukke ned ved udgangen af 1996.

Siden har jeg arbejdet som pædagog på Bjørnehøjskolen under skiftende konditioner. Som nævnt først skoleklub, som senere blev til Fritidshjem, for nu at være endt som FO, Bjørnehøjskolens Fritidsordning. Et overordentlig spændende job! Ikke mindst fordi jeg som tillidsmand, hvilket jeg også tidligere havde været i Flyvevåbenet, kan være på forkant med alt det nye, som sker inden for børne- og ungeområdet.

Selv om jeg stadig har et ganske udmærket job som pædagog, så kunne jeg ikke dy mig for at gå igang med naturskolearbejdet endnu en gang. Fra 1996 og frem til 2010 har jeg arbejdet freelance som naturvejleder sideløbende sideløbende med mit pædagogiske arbejde. Men fra efteråret 2010 er det altså også blevet til at være leder/naturvejleder for Nordsjællands Naturskole.

Samtidig med alt det, som nu ligger bag ude, har jeg bl.a. været tilknyttet Danmarks Naturfredningsforening og virket som konsulent for Natur og Ungdom og Dansk Vandrelaug. Ligesom jeg i en tre-årig periode var landsformand for Grønne Familier (nu Grøn Hverdag). Jeg er p.t. medlem af WWF Verdensnaturfondens præcidium, hvor jeg har siddet siden 1980, samt medlem af Matas Miljøfond. Jeg har en stor kontaktflade til både enkeltpersoner og institutioner inden for det naturfaglige og naturvidenskabelige område.

I rigtig mange år - faktisk helt tilbage fra 1964-65 - har jeg beskæftiget mig meget med geologi og geografi, ikke mindst fordi jeg jeg kom til at medvirke til kortlægningen af undergrunden omkring Strø Bjerge. En viden, som jeg har haft god brug af i min naturformidling. Geo-viden, er sammen med historie og kulturhistorie, en af forudsætningerne for den naturformidling, som jeg står for og praktiserer. Det betyder helt enkelt, at jeg kan formidle og kombinere stort set alle områder inden for geologi/geografi, kredsløb og klima, historie/kulturhistorie, biologi/økologi o.s.v.

Foto: Nils Åke Andersson

Klima-ekspedition, sommeren 2009 til Abisko Nationalparken i Lapland.

Formål: I forbindelse med et besøg på Abisko Scientific Research Station, at se og vurderer klimaændringerne gennem de seneste 19 år nord for Polarcirklen.

Konklusion: Den gennemsnitlige temperatur er steget med 2 grader i løbet af den mellemliggende periode fra mit første besøg i området i 1990. Det betyder, bl.a. at afsmeltningen af sne og is sker mellem 1 og 2 måneder tidligere i 2009, samt at permafrosten er ved at slippe sit tag i sommermånederne.Men global opvarmning vil ikke blot hæve gennemsnitstemperaturene til gavn for os mennesker. Tværtimod vil det have meget store konsekvenser for såvel plante- som dyreliv! - Fortsat optøning i sommerperioden vil medføre betydelige problemer for hele Laplands økologiske ballance, og vil dermed også få overordentlig store økonomiske konsekvenser for menneskene i landet.

 At overvinde naturen, at gøre sig til herre over den, har været den gennemgående udfordring for det moderne menneske i de seneste to århundreder.

Dette århundredes udfordring er ikke længere at kæmpe imod og overvinde naturen, men med ydmyghed og respekt at søge dens sjæl, dens hjerte og forstå...

Midnat i Abisko Nationalpark 23. juli 2009

naturskoleleder Niels Henriksen (Lapland 2009)

Tryk på billederne og se mere på nasa.gov og nsf.gov

Link til Abisko Scientific Research Station